I diskussionen om, hvad der skal til, for at vi kan snakke om at et givet samtykke er ægte, vil du ofte støde på disse elementer.
Samtykket skal … :
- Være givet frit (være givet uden at vedkommende er under pres, tvang, manipulation, har drukket sig fuld eller er høj af stoffer).
- Kunne tages tilbage / ændres (hvis du midt i noget du har samtykket til, finder at det ikke længere er noget du har lyst til, eller at det skader dig, skal du kunne sige stop).
- Være informeret (ikke noget med halve sandheder og manipulation).
- Være givet entusiastisk (Hvis en person ikke kan sige ja med begejstring, så er det ikke samtykke).
- Være specifik (F.eks. at sige ja til at kysse, betyder ikke at du så også har sagt ja til at have oral sex med vedkommende. Og fordi du sagde ja til at låne en bog ud i dag, betyder det ikke, at du så også har sagt ja til at låne den samme, eller andre bøger, ud i morgen).
Maria ligger i sin seng og sover. Hun vågner ved at der står en fremmed kvinde, ved siden af hendes seng. Kvinden begynder at tale: “Frygt ikke, herren har sendt mig, for at fortælle dig, at du skal bære hans barn, og du skal kalde ham Jesus.” Maria kryber forskrækket sammen i sengen, rystende af skræk. “Hvordan ska..skal det kun..kunne ske? Jeg har jo al..al..aldrig haft sex med ham.”, lykkes det Maria at sige, stammende. Kvinden kigger blidt på hende, og svarer: “Hans hellige ånd skal komme over dig, og hans kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt.” Maria er bange for at vække kvindens vrede og gøre situationen endnu værre, så som en del af hendes trauma respons – i et forsøg på at få mareridtet til at stoppe – siger hun, rystende af skræk: “Se, jeg er herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Derefter forlader den fremmede kvinde rummet.
Lidt efter dukker skyggen af en stor muskuløs mand op i døråbningen. Det er tydeligt, at Maria ikke har en chance imod ham. Hun græder lige så stille, tårerne trillende ned af hendes kinder, imens han tager hendes drømme for sin egen fremtid fra hende. En bølge af skyld omslutter hende, fordi hun ikke sagde fra, men samtidigt tør hun ikke gør modstand, i frygt for at vække hans vrede.
9 måneder senere føder hun en søn. Den muskuløse mand er flyttet ind i huset ved siden af. Han er rig, og har meget magt. Nogle gange lader han som om han elsker hende, andre gange kalder han hende for hans slave, eller sammenligner hende med ting som f.eks. lerkar, som han kan gøre med, som han har lyst til. Han bliver nemt jaloux, og elsker at tale om hvordan han har udslettet hele folkeslag, fordi de ikke anså ham, som deres herre.
Ud af frygt, turde hun ikke andet, end at kalde sønnen for Jesus.
Havde Maria et valg?
Kan vi blive enige om, at der ikke er givet samtykke i historien herover, og at Maria reelt set ikke havde noget rigtigt valg – og at det derfor er at anse som værende et overgreb og voldtægt?
Ja? Okay, men hvorfor er det så lige, at i det øjeblik vi skifter den muskuløse mand ud med gud fra den kristne bibel, og voldtægten ud med et magisk overgreb fra Helligånden – som ifølge juleevangeliet gjorde Maria gravid med Gud selv i menneskelig form – at det pludselig er okay, og vi alle i begejstring skal synge halleluja og fejre det én gang om året?
Når vi i dag snakker om traumer og trauma reaktioner, så snakker vi ikke længere kun om at kæmpe, at flygte, eller at fryse (fight, flight or freeze). En fjerde mulighed er at være underdanig (på engelsk: fawn) i et forsøg på at opløse konflikten, opnå overgreb mandens/kvindens accept, og skabe en følelse af sikkerhed.
Ud fra denne mere trauma informeret vinkel, lugter Marias svar i Luk. 1:38 (“Se, jeg er herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”), så ikke langt mere af en sådan trauma reaktion, over for en almægtig og voldelig gud, som det er umuligt at sige nej til, for ellers…, end af en sætning sagt i begejstring?
Vi må her gå ud fra, at Maria højst sandsynligt har kendt til i hvert fald nogle af de historier vi i dag har i Det Gamle Testamente, og den jaloux og voldelig gud, som de omhandler – og at disse historier ville være en del af de tanker, som ville gå igennem hovedet på hende, som en del af det pres / den tvang som hun i sådan en situation, ville være under.
Ville en kærlig, almægtig og alvidende gud, ikke være et meget bedre forbillede for mennesker, end den protestantiske bibelske gud er? F.eks. ved at være forbandet god til kommunikation, og altid bede om samtykke, i stedet for gang på gang at tvinge sin vilje igennem via magtovergreb, med en masse underdanige traumatiserede mennesker til følge?
Forestil dig, at du har en teenager datter. En dag kommer hun til dig, og fortæller dig at Gud har gjort hende gravid, og at fosteret i hendes livmoder er Gud i menneskelig form. I situationen, jubler hun af glæde over Guds nåde? Eller er en eller anden form for trauma reaktion, mere sandsynlig? Og hvad er din reaktion?
Men, er den kristne gud, da ikke en kærlig gud?
Vel… har du læst de kristnes bibel for dig selv? Og her mener jeg ikke bare hævet et par vers eller kapitler ud af sammenhæng, som vi så ofte gør, men har du læst alle bøgerne i bibelen, i sammenhæng? Volden og overgrebene (sommetider psykologisk, sommetider fysisk), truslerne og misbruget fra Guds side, er der i høj grad. Vi har bare, måske som en trauma reaktion (slesk underdanighed?), romantiseret terroren og helvedet ud af mange af de historier vi finder i den kristne bibel, fordi vi er tvunget til at sige at Gud er god – ikke baseret på hans handlinger, men bare baseret på at han er Gud, og efter sigende har alt magten. Det er ikke samtykke… det er trauma reaktioner og tvang!
Noahs ark
Et eksempel på dette, er historien om Noahs ark. Hvordan i alverden har vi nogensinde fået gjort den historie til en børnehistorie om nogle nuttede dyr i en ark, som Gud passer på?
Hvad med de ca. 99,9% af alle mennesker og dyr, som den kristne og jødiske gud slår ihjel i historien? Hvor er de henne i vores genfortællinger, og på vores illustrationer af arken?
Hvis du tror på evangelisk-luthersk (folkekirkelig) kristendom, og derfor følger Luthers måde at fortolke bibelen på, så tror du på at historien om Noahs ark er historisk korrekt og er sket i virkeligheden.1
Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskerne. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsner på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.
1. Mos 7:21-23
Hvornår har du sidst set en illustration af Noahs ark, hvor der flød en masse lig og kadavere i vandet omkring arken? Et billede fyldt med død og terror. For et sådan billede ville være meget mere tro imod historien, som vi finder den i bibelen, end de romantiserede billeder af Noahs ark, vi som oftest bliver mødt af.
Den protestantiske og katolske gud er en jaloux og voldelig gud. Hvis du læser bøger på engelsk, og ønsker flere eksempler på dette, så tjek Dan Barkers bog, God: The Most Unpleasant Character in All Fiction.
Så, den kristne protestantiske gud kan fint krænke en teenagers frie vilje og ret til egen krop og liv, uden at det er et problem, men er samtidig ikke i stand til at frelse os alle fra helvedet (som han i øvrigt selv har skabt), fordi det ville være at krænke vores frie vilje?2
Fra moseloven i Det Gamle Testamente, hvor f.eks. kvinden er mandens ejendom, til Paulus’ sammenligning af mennesker med lerkar (Rom. 9:21), de kristnes bibel (anset af mange kristne, som Guds ord) er gennemsyret af Guds objektiviseringer af og vold imod mennesker og menneskeheden – og den bibelske julehistorie er ingen undtagelse – vi har bare, nøjagtig som med fortællingen om Noahs ark, romantiseret helvedet ude af den.
For at historien om Gud der kom til jorden som menneske, for at frelse os, overhovedet kan giv mening, er du først nødt til at tro på arvesynden: at mennesket (selv som nyfødt baby) grundlæggende er egoistisk og syndigt, og i sig selv, udelukkende værdig til at ende op i helvedet i al evighed.
Derfor, for at kunne se den protestantiske (folkekirkelige) julehistorie som en historie om Guds kærlighed til mennesket, forudsætter det, at du først anser dig selv som svag, uduelig, syndig og uden magt til selv at blive bedre, og derfor har brug for at blive frelst af Gud.
Men, der er ingen psykologiske retninger i dag, der vil fortælle dig at mennesket grundlæggende er så egoistisk og uduelig, som protestantisk kristendom gør. Vi har ingen empiriske beviser for dette, tværtimod – mennesket har ofte så meget mere godhed i sit hjerte, end den kristne bibelske gud, ifølge den kristne bibel, nogensinde selv har udvist imod os.
Så hvorfor bliver vi ved med at holde fast i protestantisk kristendoms ofte menneskeligt nedladende og traumatiserende historier?
Er det virkelig den form for historier, og de traumer og trauma reaktioner der for mange af os følger med3, vi har lyst til at holde fast i, fejre, og giv videre til kommende generationer?
Måske, med de historier som de protestantiske og katolske religioner har givet os, det ikke er så mærkeligt, at den medfølgende kultur ofte er en frygt, skams og trauma baseret overgrebs og voldtægtskultur?
Hvad med om vi i stedet for at fejre de protestantiske (inkl. folkekirkens) og katolske religioners voldelig gud, fejrede kærligheden, menneskets godhed og iboende værdighed, og vores evne og ret til selvbestemmelse over egen krop og liv?
Humanistisk samtykke kultur, i stedet for kristen overgrebs og voldtægts -kultur?
En historiefortællende art vi er.
Nightwish, Weak Fantasy (live version, min oversættelse)
Disse historier, givet til os, er fyldt med lidelse, slaveri og en nedladende abes selviskhed.
Ethvert barn, er en bedre fortælling værd.
- Her har det ingen betydning, at historien reelt set er stjålet og flere årtusinder ældre end jødedommen, og at der ikke er nogen arkæologiske fund, som kan påvise at det virkelig er sket.
Se https://da.wikipedia.org/wiki/Noas_ark og https://en.wikipedia.org/wiki/Noah’s_Ark. - Mange kristne bruger menneskets frie vilje, som et argument for at deres gud ikke kan frelse alle – men han vil så gerne.
Vær dog opmærksom på, at dette ikke er et Luthersk korrekt argument, da Luther holdte meget hårdt på, at menneskets vilje i forhold til selv at kunne vælge imellem godt og ondt – og vælge at blive frelst eller ikke – ikke er fri, men bundet.
Se https://en.wikipedia.org/wiki/On_the_Bondage_of_the_Will. - Især for dem af os, som er vokset op med disse historier om Gud og hans karakter, som virkelige historiske begivenheder.
Se f.eks. https://journeyfree.org/articles/.