Alle bør være frie til selv at vælge hvilke religioner man støtter og/eller tror på, og hvilke man ikke ønsker at støtte og/eller tro på, inkl. retten til at vælge at leve et liv fri fra religion.
Her i Danmark er trosfriheden skrevet ind i vores grundlov. Det er dog langt fra nok, for samtidigt er den evangelisk-lutherske kirke også skrevet ind i Grundloven, som en folkekirke der understøttes af staten.
Størstedelen af den danske evangelisk-lutherske kirkes indtægt her i Danmark, kommer fra kirkeskatten. Jeg meldte mig i 2018 ud af folkekirken og betaler derfor ikke længere kirkeskat. Men derudover er folkekirken også på finansloven, hvor staten giver kirken et tilskud, som blandt andet bliver brugt til at betale en større del af præsternes løn og pension1.
Som barn blev jeg indoktrineret til evangelisk-luthersk kristendom, blandt andet via folkekirkens søndagsskoler, og blev derfor, psykologisk set, først i stand til at forlade troen som 38 årig. Jeg er i dag agnostisk ateist. Nu sidder jeg så tilbage med diverse (især religiøse) traumer, en oplevelse af at være blevet følelsesmæssigt og mentalt voldtaget af protestantisk kristendom, samt frataget en vigtig del af de første 38 år af mit liv.
Samtidigt er jeg så tvunget til at finde mig i, at en del af den skat jeg betaler til staten går til folkekirken og præsternes løn, så de kan indoktrinere og potentielt traumatisere nogle flere børn og unge med en luthersk lære, som jeg ikke længere tror på og personligt har set den meget mørke bagside af.
Hvordan er det retfærdigt?
Det samme gælder for alle andre skatteydende borgere i Danmark, som har en anden tro/overbevisning end den evangelisk-lutherske. Hvorfor skal de være tvunget til, igennem staten, at være med til at opretholde den evangelisk-lutherske kirke i Danmark (folkekirken)? Igen, hvordan er det retfærdigt?
Det er i Danmark i dag ikke muligt at leve et liv 100% fri fra religion, hvilket inkludere friheden fra at være tvunget til økonomisk at støtte religioner igennem staten. Dermed har vi endnu ikke fuld trosfrihed og slet ikke lighed i Danmark i dag. Desværre er den økonomiske side kun én ud af flere tegn på, hvor dårlige vi også her i Danmark, indtil nu, har været til at skabe fuld trosfrihed og lighed.
Missionsarbejde er altid objektivisering.
1. Jeg er ikke din missionsmark.
2. Jeg skylder dig ikke en debat.
3. Der er ingen genvej til at være et godt menneske, mindst af alt “korrekt tro”.
4. Folk der forlader troen er ikke “en krise i kirken”. Behandl os som mennesker med moralsk autonomi.
5. At missionere er altid objektivisering. Lad folk følge deres egen samvittighed.
6. Vores historier er vores. Folk der forlader troen skal ikke bruges som en advarsel for troende.
Ovenstående engelsk-sprogede infografik er lavet af Chrissy Stroop. I blog posten, “Empowerment against Evangelization: Countering Conversion Attempts by Asserting Moral Autonomy”2, skriver hun:
“At missionere er altid objektivisering. Lad mennesker følge deres egen samvittighed. (…) når du søger en person ud til omvendelse, så gør du den person til et objekt. Du placere dig selv over dem, sågar kolonisere dem. Du er holdt op med at respektere den moralske autonomi, som gør dit mål til et menneske med en værdighed svarende til din egen. Efter min mening er dette ekstremt fordømmende og overfor aggressive evangeliske kristne vender jeg ofte tilbage til dette punkt. Deres fortælling umenneskeliggør mig. Jeg afviser den og holder fast i min menneskelighed.”
Du kan læse hele Chrissys forklaring, her (på engelsk): https://cstroop.com/2019/08/29/empowerment-against-evangelization-points-for-countering-the-stress-caused-by-conversion-attempts
Det er ikke trosfrihed, hvis ikke det indbefatter frihed fra indoktrinering (inkl. fra forældre, familiemedlemmer og den lokale præst).
Ja, jeg ved det. Dette er for mange en kontroversiel holdning, for det betyder at religiøse (inkl. kristne) forældre, præster og andre religiøse ledere, missionærer og skoler, ikke bare skal have lov til at “oplære” (de rigtige ord her er ofte, indoktriner, hjernevaske, traumatisere eller skræmme) børn og unge ind i deres egen tro, uden hensyntagen til troens psykologiske konsekvenser for børnene. Jeg går dermed imod blandt andet folkekirkens præsteløfte, hvor folkekirkens præster skriver under på at de lover at de “vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning”, samt imod at forældre igennem f.eks. barnedåben, skal have lov til rituelt at tvinge deres egen tro ned over hovedet på deres børn. Indoktrinering er en form for børnemishandling. Men det burde ikke være kontroversielt, især ikke, hvis vi virkelig mener at alle bør have trosfrihed.
At udsætte børn for seksuelle situationer, før de er modne nok til selv at kunne samtykke til seksuelle handlinger, kan i værste fald resultere i at de psykologisk får taget deres seksualitet og en vigtig del af deres liv fra dem, og senere i livet må udføre et hårdt stykke arbejde for at genvinde deres egen seksuelle identitet, seksualitet og et godt forhold til deres egen krop. Derfor har vi blandt andet en seksuel lavalder, samt lovgivning imod pædofili, for at beskytte børnene imod den form for tvang og overgreb.
Vi bør ligeledes have en forordning, der forebygger og beskytter børnene imod indoktrinering, religiøs tvang og overgreb, indtil de har en alder, hvor det kan formodes at de har den modenhed og viden der skal til, for at de frit er i stand til at foretage egne oplyste religiøse valg. Samtidigt bør der være hjælp at hente til at hele, for dem der er blevet skadet af at vokse op i religiøse miljøer (som f.eks. folkekirken).
Dette bør blandt andet inkludere offentlig information om indoktrinering og religiøse traumer (og andre former for skader skabt af religion og tro), samt et sundhedssystem, der åbent anerkender religiøse psykologiske skader og traumer og giver gratis adgang til blandt andet certificerede sekulære trauma trænede psykologer.
Hvorfor? Fordi alternativet, som det er i dag, ender i at nogle børn og unge psykologisk får taget deres religiøse frihed fra dem, samt i en blanding af seksuelle, følelsesmæssige og psykologiske traumer – eller sagt på en anden måde: Religiøs Trauma Syndrom3.
Hvad er vigtigst? Børnenes ve og vel, også senere i livet, samt deres ret til trosfrihed og deres evne til, uden frygt, selv at kunne vælge når de får en alder, hvor det bliver muligt, eller voksnes ret til at tvinge deres tro ned over hovedet på andre, ikke mindst børn og unge, og se dem som deres missionsmark, uden at børnene selv har en levende chance for at sige fra? Hvorfor skal undertrykkelse, religiøs indoktrinering (inkl. via folkekirkens søndagsskoler) og psykologisk manipulation være ok, bare fordi vi kalder det for religion, og religiøs indoktrinering samtidigt (blandt andet via folkekirken) er så normaliseret og accepteret i vores kultur i dag? Skal det være ok, bare fordi effekten af indoktrineringen er psykologisk (og dermed usynlig for de fleste andre end dem af os der har fået skaderne) og forskudt i tid?
Derfor er frihed fra at være andres missionsmark, især vigtigt i forhold til børn, unge, og andre i situationer, som gør at de ikke har erfaringerne, ressourcerne og/eller evnen til selv at tænke kritisk om religion, ikke er i stand til at foretage egen research, og/eller ikke er i en position til at kunne sige fra under et religiøst pres (som i mange miljøer ofte er bygget ind i den religiøse lære og derfor er konstant over en længere årrække – ofte årtier), og religiøse manipulative ideer som f.eks. arvesynden, og at du derfor har et beskidt hjerte4, at dit liv ikke er dit eget5, at du er dum og ødelægger dit liv, hvis ikke du bygger dit liv på Jesus6, dæmonbesættelser, samt trusler om f.eks. helvede og evig tortur. Her er det fuldstændigt ligegyldig, hvordan budskabet er pakket ind. Det er et religiøst pres, der ofte har et højt potentiale til at sætte sig som frygt, angst, skam7 og traumer, og dermed giv ikke mindst psykologiske, følelsesmæssige og seksuelle problemer, som nogle af de børn og unge der bliver udsat for dette, i varierende grad må kæmpe med senere i livet (og sommetider resten af livet).
Så, trosfrihed og lighed i Danmark? Nej, der er desværre et pænt stykke vej endnu. Det kommer ikke til at ske, før vi har fået pillet evangelisk-luthersk kristendom 100% ud af Grundloven. Og dét kommer ikke til at ske, så længe de fleste danskere enten ikke forstår problemets alvor og den religiøse undertrykkelse, der er bygget direkte ind i Grundloven og evangelisk-luthersk kristendom, og som de måske selv (ofte uvidende) støtter igennem folkekirken, eller måske bare er ligeglade med, fordi de enten selv drager nytte af undertrykkelsen og/eller fordi det ikke berører dem selv personligt.
Børn, der er født ind i dette system, bliver introduceret til fundamentalistiske begreber fra det tidspunkt de bliver født, og har ofte ingen idé om, at det de lærer, er overgreb, unormalt eller at livet er på nogen anden måde. Selvom de stadig kan engagere sig i den tidligere nævnte cyklus, kan disse personer have sværere ved at forlade dette system, fordi de ikke har en anden tidligere oplevelse af livet, udenfor det krænkende religiøse system og derfor ingen anerkendelse af, at livet kunne være anderledes.
Laura Anderson, Religious Trauma: Understanding the Dynamics of Adverse Religious Experiences & Religious Trauma, side 488
Jeg er ikke imod religionsfrihed, tværtimod. Som jeg skrev til at starte med, så mener jeg at alle skal være frie til selv at vælge hvilke religioner man vil støtte og tro på. Samtidigt er jeg også for at vi forebygger religiøse skader og traumer, og derfor er jeg imod indoktrinering, som f.eks. “oplæring” af børn og unge i den protestantiske og evangelisk-lutherske tro. En “oplæring” som reelt set for mange børn og unge (ikke mindst grundet den frygt og skam som er bygget ind i læren), kan være med til psykologisk både at fratage dem deres religionsfrihed og en række andre fundamentale friheder og livsvalg.
En tro på trosfrihed og lighed for alle er derfor i sig selv en rigtig god grund til at forlade protestantisk kristendom og folkekirke. Og det er en rigtig god grund til at støtte en komplet adskillelse af kirke og stat. For både ideologisk og psykologisk set, så er trosfriheden på den ene side, og protestantisk kristendom og folkekirke på den anden, pr. definition, hinandens modsætninger – og har altid været det.
- https://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/oekonomi/grafik-over-kirkens-oekonomi
- https://cstroop.com/2019/08/29/empowerment-against-evangelization-points-for-countering-the-stress-caused-by-conversion-attempts
- https://journeyfree.org/rts/
Se også:
https://journeyfree.org/articles/
https://www.religioustraumainstitute.com/workshops
https://www.recoveringfromreligion.org
https://childfriendlyfaith.org/charter-for-child-friendly-faith/ - Arvesynden er iblandt en af de mest psykologisk destruktive ideer/antagelser i protestantisk og evangelisk kristendom. Det er også en af de vigtigste og mest fundamentale læresætninger i evangelisk-luthersk (folkekirkelig) kristendom. I folkekirkens trosbekendelser (Se Den augsburgske Bekendelse) er arvesynden listet som den anden vigtigste artikel i troen (se https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter).
I de ting Luther skrev, skriver han om arvesynden, og dens påståede konsekvenser, i langt de fleste af dem. Dette fordi den er så fundamental for at hans tro og teologi hænger sammen. Uden arvesynd, ingen Luthersk kristendom, og ingen dansk evangelisk-luthersk folkekirke.
Derfor, hvis du er medlem af en evangelisk-luthersk (eller bare en protestantisk / evangelisk) kirke, så støtter du, per definition, også ideen om arvesynd, uanset om du er enig i tankegangen, eller ikke. - “Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!” 1 Kor. 6:19-20
- Matt. 7,24-27 og Luk. 6,46-49. Ideen er, at hvis du bygger dit liv på Jesus, så er du som den kloge mand, og hvis du ikke gør det, så er du en tåbe.
Hvilket barn har lyst til at blive anset som en tåbe af de voksne i dets liv?
På side 68-69 i Børnefrø 2, en lederbog henvendt til søndagsskolelærer i folkekirken af børn helt ned i 4 års alderen, kan man blandt andet læse at: “Hvis vi gør, som Jesus siger og lever vores liv sammen med ham, ligner vi den kloge mand. Men glemmer vi Jesus, er vi tåber, fortæller lignelsen.”
Det er normaliseret og systematiseret religiøs mobning, samt autoritær afpresning og hjernevask af børn. Her i Danmark støttet af den danske stat og folkekirkens medlemmer (73,6% af den danske befolkning, 2. kvartal 2021, https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/kultur-og-kirke/folkekirken/medlemmer-af-folkekirken). Børnene har ikke en levende chance for at sige fra. Det er endnu et rigtigt godt eksempel på hvordan du (med frygt og skam) psykologisk kan tage børnenes religionsfrihed fra dem – og det sker systematisk, også i folkekirken. - Hør Dr. Eric Sprankle, professor i klinisk psykologi, snakke om skam. Både generelt og seksuelt (på engelsk – starter ca. 6 min 19 sek. inde i podcasten): https://podbay.fm/p/the-heart-of-jacks-podcast/e/1614585600?t=374
- https://www.lauraandersontherapy.com/product-page/religious-trauma-manual