Hej.
Her har været lidt stille siden september, men det er der en god forklaring på.
I 2018, ikke så lang tid efter jeg forlod kristendom, endte jeg med over nogle måneder at lave et Google slideshow på engelsk med titlen „My Experience with Toxic Faith – Indoctrination, emotional abuse and purity culture in Evangelical Lutheran Christianity & The Church of Denmark“.
Jeg har i de seneste par år haft en lyst til også at skrive noget længere og mere sammenhængende på dansk i e-bogs format, om folkekirkens og protestantisk tro og kulturs menneskelige omkostninger.
Jeg har tidligere forsøgt, men har haft svært ved at holde fokusset og overblikket over projekt. Mine noter endte op mange forskellige steder og i et alm. tekstbehandlingsprogram, kan det være svært at håndtere så lange tekster, og samtidigt bevare overblikket.
Det er en ud af flere årsager til, at jeg undervejs forsøgte at gå over i et blog / hjemmeside format. En af ideerne jeg havde undervejs, var måske at lave en række blog poster, som så senere kunne samles til en e-bog. Jeg har det dog sommetider lidt svært med det kortere blog format. Det jeg skriver, ender ofte med at være længere end jeg havde tænkt til at starte med. Det var sådan slideshowet fra 2018 blev til. Det startede med en ide til en række tweets, men voksede sig hurtigt så stort, at jeg måtte skifte format.
I september blev jeg så opmærksom på, at der findes software rettet imod forfattere af længere tekster. Deriblandt var Scrivener 3. Jeg endte med at downloade en prøveversion af programmet, og efter nogle dage bestemte jeg mig for at købe en licens.
I Scrivener 3 kan man blandt andet samle sine noter, research og ideer og skrive synopsis og noter til de enkelte afsnit. Man har hele tiden overblikket over inddelingen i det samlede dokument og kan nemt flytte rundt på sine afsnit, hvis man undervejs finder, at en anden rækkefølge giver mere mening. Alle afsnit har særskilt versionsstyring (i Scrivener 3 kaldet for snapshots), så det er muligt at finde tilbage til tidligere udgaver af et afsnit (så længe man husker at lave snapshots af de enkelte versioner).
Scrivener 3 har vist sig at være det rigtige værktøj for mig. Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige om det lykkes, men i de seneste måneder har jeg brugt den tid og energi jeg har haft til at skrive, på at skrive på en længere sammenhængende tekst, som jeg håber på måske kan ende i en e-bog. Derfor gik det hele lidt i stå i forhold til min hjemmeside. Så, jeg er her stadig og skriver stadig om kristendommens mørke bagside.
CORT 2022
Janice Selbie, som stod bag CORT 2021 (Conference on Religious Trauma), har meldt ud at CORT 2022 kommer til at foregå d. 29 april – 1 maj. Jeg har endnu ikke set noget om, hvorvidt det er en fysisk konference (som i så fald højst sandsynligt kommer til at foregå i Canada) eller en online konference. Talere, priser m.m. er heller ikke offentliggjort endnu.
Derudover har Janice også meldt ud, at hun arbejder på at skabe en anden konference under titlen “SHAMELESS SEXUALITY: Life After Purity Culture”. Dette bliver en online begivenhed og kommer til at foregå i oktober 2022.
Find og brug din stemme
Venligst vær tålmodig med dem, der har det svært ved at udtrykke hvordan de føler. Mange af dem voksede op i miljøer, hvor uanset hvad de sagde, eller hvordan de sagde det, så var det ikke nok til at blive hørt. Deres standard for at føle sig trygge, er ved ikke at sige noget. Igen, tålmodighed, please.
Nate Postlethwait, twitter, d. 21 dec. (min oversættelse)
Ifølge Last.fm er Evanescence “Use My Voice”, den sang jeg har lyttet til flest gang i 2021. Sangens tema har i løbet af året absolut også været en af de store temaer for mig, ikke mindst i de seneste måneder og i forhold til det større projekt jeg har gang i, om kristendommens og folkekirkens mørke bagside.
Det kan være svært at finde din egen stemme efter overgreb, indoktrinering og/eller traumer.
I bogen “Expressive Writing: Words that heal” af James W. Pennebaker og John F. Evans, skriver de om hvordan det at skrive, kan virke helende. Vi snakker her hovedsageligt om at skrive for dig selv og ikke nødvendigvis som noget andre skal se.
Men vi fandt også noget meget mere slående. At have en traumatisk oplevelse var bestemt slemt for folk på mange forskellige måder, men folk som havde haft en traumatisk oplevelse og holdte den traumatiske oplevelse hemmelig var meget dårligere stillet.
James W. Pennebaker og John F. Evans, Expressive Writing: Words that heal (min oversættelse)
For nogle af os er skriftsproget meget vigtigt. På introvertdear.com kan man finde en artikel med titlen “How Writing Helped Me Find My Voice as an Introvert“. At skrive er mange introvertes fortrukne måde at kommunikere på.
Lauren Sapala skriver i sin bog, The INFJ Revolution:
Hvad skal vi gøre med de følelser der stadig forfølger os fra den traumatiske begivenhed som ændrede os så dybt? Eftersom en vanvittig højt antal af INFJ’er og INFP’er er forfattere, er den mest hyppigste beslutning at skrive om det i en eller anden form, hvad enten det kommer ud som en bog eller en blog eller at skrive dagligt i en dagbog.
Lauren Sapala, The INFJ Revolution (min oversættelse)
Tidligere i år fandt jeg et indlæg, skrevet af Rachel Giesel Grimm, som drejer sig om hvorfor din stemme er vigtig i det offentlige rum. Jeg har i dag nogle af de ting hun siger, hængende ved siden af mit skrivebord.
Fordi det at bruge din stemme er vigtigere end at være rar. Som Oliver Emberton siger, “At gøre en ende på slaveri [er] vigtigere end følelserne af de mennesker som godt kan lide slaveri.” Det kræver mod, og tapperhed, og det er svært (det er virkelig forbandet svært). Men det er nødvendigt.
Rachel Giesel Grimm, Why Your Voice Matters NOW + 6 Steps to Use Your Voice as a Literary Citizen (min oversættelse)
En Instagram post lavet er Daniell Koepke, har også i længere tid hængt ved mit skrivebord:
Der er INTET scenarie, hvor det at du tier stille og gør dig selv lille for at gøre andre mennesker glade, ender med at du også selv er glad. Så vælg dig selv. Igen og igen og igen. Og altid.
Daniell Koepke, Instagram d. 21 juli 2017 (min oversættelse)
For mange af os, er det her meget langt fra en selvfølge, især hvis vi er vokset op i kristendomsbaseret kultur:
Uanset hvad andre siger, så er din stemme vigtig. Du har ret til at tale for dig selv, også selvom det du måtte have at sige er ubehageligt for andre. Du har ret til at sætte grænser for de mennesker som tror, at de har ret til at styre dig, eller måske forsøger at få dine ord til at betyde noget andet end det du mente, fordi de ikke kan lide det du siger. Og du har ret til at gøre det, også selvom de måske bruger Gud som argument og/eller en undskyldning for at gøre det.
Og hvis ikke du ved hvordan du skal udtrykke dig, så er det også fuldstændig okay. Sommetider tager det tid at sætte ord på og at lære, hvordan du bedst udtrykker det, du har oplevet og føler. Som psykolog Laura Anderson siger det om at hele traumer, så er langsommere bedre.
I en vestlig verden, hvor alting skal gå så hurtigt og hvor langt de fleste mennesker (måske fordi det ofte skal gå så hurtigt) samtidig har en tendens til at underkommunikere (og aldrig har lært andet), især når det drejer sig om deres dybere oplevelser, følelser og behov, er det en styrke at kunne sætte farten ned og lære at sætte ord på.
Så træk vejret dybt, og sæt farten ned. Tag den tid du har brug for, for at lære at sætte ord på dine oplevelser, og for at skabe og finde den sikkerhed du har brug for, for at kunne bruge dem. Du har ret til at være her. Vi har brug for dig og din stemme. Når det drejer sig om at gå dybere og/eller om at hele, så er langsommere både bedre og sundere.
Med ønsket om en fredfyldt vinterfest, hvordan end den ser ud og trods hvad end svære omstændigheder du evt. måtte befinde dig i. ❤️
