Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.
Jakobs brev 1,19-21
I den kristne bibel og i kristen kultur (samt i mange andre religioner), bliver vrede ligestillet med raseri og “urenhed”, og er derfor ikke tilladt. Den information du kan finde i den kristne bibel om følelser, er ikke bare følesesmæssig uintelligent, men følesesmæssig vold.
For dem af os som er vokset op i (folkekirkelig) kristendom med dens narcissistiske, følelsesmæssigt forsømmende og voldelige gud fra den kristne bibel, kan dette have seriøse psykologiske konsekvenser.
Jakobs brev 1,19-21 (og mange andre skriftsteder) er følsesmæssigt voldigt og undertrykkende bullshit.
Vores vrede er et tegn på, at der er noget der ikke er, som det burde være. Uden den motivation som vreden kan være, hvad skulle så få os til for alvor at kæmpe imod undertrykkelse, vold og uretfærdighed? Hvad skulle motivere os til at kæmpe imod magtovergreb, overmagter og diktaturer?
Hvorfor er den kristne gud så bange for vores vrede, at han ligefrem har behov for at lyve over for os, om vredens virkelige funktion og effekt?
