Med hjerte og omtanke

Tom Holland er ikke uddannet historiker (2. udg.)

T

Kristeligt Dagblads Forlag skriver om forfatteren, Tom Holland:

Tom Holland, født 1968, er uddannet historiker ved Cambridge University. Han er kendt for sit store skønlitterære og faghistoriske forfatterskab. Det tæller bl.a. Rubicon, Persian Fire og In the Shadow of the Sword. Forfatterens bøger udkommer verden over.

Kristeligt Dagblads Forlag,
Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed (arkiv link)

Og et andet sted skriver de:

TOM HOLLAND, født 1968, er uddannet i litteratur og historie ved Cambridge Universitet. Blandt hans faglitterære bøger er “Herredømmet” (2020) og “PAX. Krig og fred i Roms guldalder” (2023) udkommet på dansk til store anmelderroser.

Kristeligt Dagblads Forlag,
… Og resten er historie (arkiv link)

Tom Holland er ikke uddannet historiker. Han har en bachelor fra Cambridge Universitet i engelsk og latinsk poesi1 med et specielt fokus på engelske romantiske poeter og Virgil2.

Det betyder at han er uddannet indenfor engelsk litteratur med et fokus på tekster og deres litterære kvaliteter, indenfor forskellige historiske tidsperioder. Hos Cambridge Universitet foregår dette på Det Engelske Fakultet.

Han har ikke en kandidatgrad i historie, som er en anden faglig retning, hvor man bliver uddannet til at studere historiske begivenheder, samfund og forskellige former for kilder (inkl. litteratur), som kan fortælle os noget om disse. En uddannelse der hos Cambridge Universitet foregår i en helt anden afdeling, Det Historiske Fakultet.

At påstå at han er uddannet historiker er derfor seriøst vildledende, især når det ikke bliver tydeliggjort at hans kandidatgrad er en bachelor i litteratur og ikke i historie.

Richard Carrier (uddannet historiker med en Ph.D. i oldtidshistorie fra Columbia Universitet, og med speciale i Grækenlands og Roms intellektuelle historie, især oldtidens filosofi, religion og videnskab, med vægt på kristendommens oprindelse og videnskabens brug og fremskridt under Romerriget.) skriver i sit indlæg, No, Tom Holland, It Wasn’t Christian Values That Saved the West (min oversættelse):

Holland er endnu en amatør der lader som om at han ved hvad han taler om. Han har ingen kandidatgrader i historie, og slet ingen

avancerede kandidatgrader. Han har en bachelor i engelsk og latinsk poesi. Han forsøgte at få en Ph.D. i Byron, men gav op. Ingen skam i det; men det kvalificerer dig stadig ikke til at udtale dig om oldtidshistorie, eller for den sags skyld middelalderen.

Richard Carrier, Ph.D, No, Tom Holland, It Wasn’t Christian Values That Saved the West
(min oversættelse)

Og i et andet indlæg skriver han:

Tom Holland er ikke engang historiker (han har ingen kandidatgrader inden for emnet, og så vidt jeg kan se, ingen fagfællebedømte værker inden for feltet); han er bare en kvasi-konservativ demagog, der ikke er særlig god til historie.

Richard Carrier, Ph.D, Another Two ‘Best’ Arguments for God?
(min oversættelse)

Hvis du troede at Tom Holland var en rigtig historiker med en uddannelsesmæssig baggrund, der gør ham til en autoritet indenfor f.eks. oldtidshistorie og romerriget, så er du ikke den eneste, der er blevet snydt.

Jeg vil dog påpege her, at Kristeligt Dagblads Forlag her i Danmark, i mine øjne, specifikt misinformere om hans uddannelse, når de siger at han er uddannet historiker ved Cambridge Universitet. I den engelsksprogede verden kalder andre ham også for historiker, men ingen jeg har set siger direkte at han er uddannet historiker, tværtimod.

The Guardian, i en artikel om Tom Holland fra 2015, medgiver at det at studere oldtidshistorie og det at studere engelsk litteratur er to forskellige ting, når de skriver at “Trods sin kærlighed til oldtidshistorie studerede Holland engelsk litteratur på Cambridge3“. Det samme gør en sætning i en artikel i The Telegraph fra d. 15. feb. 2025: “Mere interesseret i at læse historie for fornøjelsens skyld end at analysere den, valgte Holland at studere engelsk litteratur frem for historie på Cambridge, …4.”

Det betyder at Kristeligt Dagblads Forlag i mine øjne, reelt set sælger Tom Hollands bog, Herredømmet, under falsk varebetegnelse. Tom Holland er ikke uddannet historiker, har ikke studeret historie på Cambridge, og er derfor heller ikke uddannet indenfor de emner han skriver om i en bog som Herredømmet. Derfor bør han indenfor disse emner heller ikke anses for at have mere autoritet, end en hvilken som helst anden amatør historiker.

Det forklarer hvorfor Tom Holland er god til det der med ord, litteratur og at skrive, men dårlig til at få de historiske fakta og nuancer korrekte, når det f.eks. gælder oldtiden eller middelalderen. Hvis du kan engelsk, kan du få den historie ved at følge de links til kritikken af Tom Holland, som du finder i mit forrige indlæg.

  1. En “English Tripos” fra Cambridge. Se https://en.wikipedia.org/wiki/Tom_Holland_(author)#Early_life_and_education og https://en.wikipedia.org/wiki/Tripos
  2. “I went to school locally and then on to university at Cambridge, where I studied English and Latin, with a special emphasis on the English romantic poets and Virgil.”
    // SF Site, A Conversation With Tom Holland (juni 1999)
  3. The Guardian, Tom Holland interview: Caligula, vampires and coping with death threats (min oversættelse)
  4. “More interested in reading history for pleasure than analysing it, Holland chose to study English rather than history at Cambridge, …”
    // The Telegraph, The Rest Is History’s Tom Holland: “History doesn’t exist to teach us moral lessons (min oversættelse)”
Med hjerte og omtanke

Det lytter jeg til

Last.fm - Statistik over det jeg lytter til.
Spotify - Lyt til mine offentlige playlister.

Kontakt