Hvis frihed betyder noget som helst, betyder det en ret til at fortælle mennesker det, de ikke ønsker at høre.
George Orwell, The freedom of the press1
Ytringsfriheden skal indeholde retten til at forarge (inkl. i religiøst sprog, blasfemi) og sige det andre ikke har lyst til at høre, uden at nogen skal frygte for deres liv og velbefindende, for ellers er det ikke ægte frihed, men derimod censur og undertrykkelse. Hvis du forsøger at bruge din egen frihed og privileger til forsætligt at fratage andre deres ytringsfrihed, så har du også givet afkald på din egen.
I Grundlovens §77 kan man læse at “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”2
Ytringsfriheden bør dog ikke kun inkludere tekster og det talte ord, men også musik, billeder, video, spil, påklædning, kropskunst og andre former for udtryk.
At du føler ubehag ved andre menneskers ytringer, bør aldrig i sig selv være styrende for deres ret til at ytre sig. Ét eksempel er seksualundervisning, porno og erotiske historier. Sex og krop er, også her i Danmark, ofte smurt ind i et tykt lag skam. Bare fordi du føler skam over andre menneskers seksuelle ytringer, eller anser disse ytringer som værende moralsk forkerte, betyder det ikke i sig selv at de ikke skal have lov til at ytre sig, lave og udgiv porno og erotiske historier, eller gå påklædt som de har lyst til.
Forsøg på at skabe ligestilling indenfor et område, kan for dem der sidder på privilegierne indenfor det pågældende område, føles som undertrykkelse. Dette er dog ikke grund til hverken censur eller selvcensur. Uden rum til ægte kritik, er der heller ikke rum til at vi kan vokse og lære, øge ligestillingen og retfærdigheden i samfundet, og skabe en bedre og mere medmenneskelig kultur. Det betyder ikke, at kritikerne altid har ret og ikke kan tage fejl, men uden plads til kritik og nye ideer, er der heller ikke plads til forbedringer.
Det er kritikerne, der driver forbedringerne. Det er kritikerne, der er de sande optimister.
Jaron Lanier, i Netflix dokumentaren “The social dilemma”.3