Er det et ægte venskab, hvis det foregår under trusler om evig fortabelse i helvedet, hvis du sig nej tak til venskabet? Ville et mere passende ord ikke være: diktatur? Kan ægte kærlighed eksistere under trusler?
Hvad ville ændre sig, hvis vi ændrede vores fokus fra at være meningssøgere og følgere, til at blive meningsskabere?
Det er 4 år siden, at jeg forlod kristendom (juli 2017). I den anledning postede jeg tidligere i dag denne tråd på Twitter (på engelsk).
Så længe vi ikke er villige til at tale om hvordan luthersk teologi, ideologi, kultur og folkekirke også her i Danmark, både historisk og i dag, har været og er en vigtig grobund for traumer - og ofte komplekse traumer - så har vi på forhånd tabt kampen for at minimere traumatiseringerne i vores samfund.
Alle bør være frie til selv at vælge hvilke religioner man støtter og/eller tror på, inkl. retten til at vælge at leve et liv fri fra religion.
En tro på trosfrihed og lighed for alle er en rigtig god grund til at forlade protestantisk kristendom og folkekirke. Og det er en rigtig god grund til at støtte en komplet adskillelse af kirke og stat.
Mit mål er ikke anti-teisme, det er pro autonomi og anti-skade, men hvis det ender med at ligne anti-teisme, så er det sådan det er.
Introvert, Fritænker, Sex Nørd